Vedtægter og referater

AKTIVerhvervs vedtægter

1. FORENINGENS NAVN

AKTIVerhverv

2. FORENINGENS FORMÅL
Foreningens formål, er at fremme erhvervsudviklingen i den tidligere Egtved Kommune, der omfatter følgende sogne: Bredsten, Egtved, Jerlev, Nørup, Randbøl, Vester Nebel, Ødsted og Øster Starup. Dvs. at foreningen skal støtte såvel det etablerede erhvervsliv, samt medvirke til, at nye virksomheder etableres. Endvidere ønsker foreningen at præge debatten om hvilken erhvervsudvikling der skal ske i området. Endelig ønsker foreningen at øge kendskabet og samarbejdet mellem foreningens medlemmer. For at fremme disse mål er det foreningens hensigt at iværksætte en række aktiviteter bl.a.:
  • At arbejde for vækst og udvikling i erhvervsforeningens område, primært til gavn for erhvervslivet
  • At fungere som bindeled mellem erhvervslivet og Vejle Kommune, herunder etablere og vedligeholde kontakten til det politiske og administrative system
  • At søge indflydelse på kommunens erhvervspolitik
  • At skabe netværk mellem foreningens medlemmer
  • At afholde informationsmøder/ture, messer, sociale arrangementer m.v. Emnerne skal dels belyse generelle erhvervsspørgsmål, dels fremme kendskabet til lokale samarbejdsmuligheder
  • At drive foreningens hjemmeside
3. MEDLEMMER
  1. Som aktive medlemmer af foreningen kan optages personer/firmaer/foreninger m.v., der kan støtte foreningens formål.

  2. Som passive medlemmer kan optages personer med tilknytning til foreningens virkeområde og behørig interesse for foreningens formål.

  3. Ethvert medlemskab er personligt. Kun aktive medlemmer under punkt a) har stemmeret. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

  4. Ethvert medlem hæfter kun ved sit indskud og kan ikke gøres ansvarlig for foreningens gæld.

4. GENERALFORSAMLING

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i februar.
Indkaldelse foretages med mindst 14 dages varsel pr. mail.

Indkaldelse kan ske som brev til medlemmer, som ønsker dette.

Afgørelse træffes på generalforsamlingen ved almindelig stemmeflerhed. Stemmeafgivelse sker ved personligt fremmøde. Medlemmerne har hver én stemme.

Forslag til vedtægtsændring skal være bestyrelsen i hænde senest 1. januar. Øvrige forslag til generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før afholdelse af generalforsamling.

Evt. forslag stilles til medlemmernes kendskab.

 

Dagsordenen skal indeholde følgende punkter:

  • Valg af dirigent

  • Formandens beretning

  • Aflæggelse af regnskab

  • Indkomne forslag

  • Fastsættelse af kontingent

  • Valg til bestyrelsen

  • Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen

  • Valg af revisor

  • Valg af revisorsuppleant

  • Eventuelt

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når over halvdelen af bestyrelsens medlemmer eller 10 % af foreningens medlemmer kræver dette og fremsender motiveret forslag til dagsorden. Bestyrelsen kan optage yderligere dagsordenspunkter. Indkaldelse sker ved mindst 14 dages varsel pr. brev og med angivelse af dagsorden.

5. BESTYRELSEN

Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af 3-7 medlemmer. Valgperioden er 2 år. I ulige år afgår 3 medlemmer, i lige år afgår 4 medlemmer.

Bestyrelsen konstituerer sig selv, hvorunder der vælges formand, næstformand, kasserer og sekretær.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og har kompetence til at nedsætte udvalg ad hoc til at løse konkrete opgaver.

I tilfælde af stemmelighed i bestyrelsen er formandens stemme udslagsgivende. Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.

Foreningen tegnes udadtil af 3 bestyrelsesmedlemmer.

Ved køb og salg samt pantsætning af fast ejendom, tegnes foreningen af den samlede bestyrelse. Foreningen kan kun hæfte med sin formue ved økonomiske dispositioner af enhver art, og foreningsmedlemmer herunder bestyrelsen, er således ikke personligt ansvarlige for foreningens forpligtelser.

Foreningens regnskabsår går fra 1/1 til 31/12, dog således første regnskabsår går fra stiftelsen til 31.12.1989. Regnskabet udarbejdes af en af generalforsamlingen valgt registreret eller statsautoriseret revisor.

6. OPHØR AF MEDLEMSKAB

Udmeldelse skal ske skriftligt.

Et medlem, der ikke senest 8 uger efter påkrav har betalt skyldigt kontingent, kan slettes som medlem.

Et medlem, der groft tilsidesætter hensynet til foreningens formål, kan af bestyrelsen udelukkes af foreningen. Afgørelser kan indbringes for generalforsamlingen, som træffer endelig afgørelse.

7. VEDTÆGTSÆNDRINGER

Forslag til vedtægtsændringer kræver altid 2/3 flertal af de fremmødte

8. FORENINGENS OPLØSNING

Forslag om foreningens opløsning kan kun fremlægges og behandles på en ordinær generalforsamling.

Forslaget kan kun vedtages, hvis mindst halvdelen af foreningens medlemmer er til stede, og hvis forslaget opnår mindst 2/3 flertal.

Hvis forslaget vedtages med 2/3 flertal, men halvdelen af medlemmerne ikke er til stede skal der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling, hvor det kan vedtages med almindelig stemmeflertal blandt de fremmødte.

En generalforsamling, der træffer bestemmelse om foreningens opløsning, skal tillige træffe afgørelse om anvendelse af foreningens midler.

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling den 20. september 1988 i Vingstedcentret.

  • Vedtægter justeret på generalforsamlingen 27. februar 1990
  • Vedtægter justeret på generalforsamlingen 09. februar 1993
  • Vedtægter justeret på generalforsamlingen 02. februar 1994
  • Vedtægter justeret på generalforsamlingen 18. februar 1997
  • Vedtægter justeret på generalforsamlingen 15. marts 2007
  • Vedtægter justeret på generalforsamlingen 25. februar 2009
  • Vedtægter justeret på generalforsamlingen 29. februar 2012
  • Vedtægter justeret på generalforsamlingen 18. februar 2015
  • Vedtægter justeret på generalforsamlingen 5. februar 2019
  • Vedtægter justeret på generalforsamlingen 22. februar 2022